Grisefarmen Frihedslund går forrest, når det gælder dyrevelfærd, klima og arbejdsmiljø. Her er de ikke bange for nye teknologier, der kan lette hverdagen for medarbejderne og skabe bedre forhold for grisene.
Derfor slog Frihedslund dørene op for StaldTek, der besøgte farmen i forbindelse med udvikling af nye teknologier inden for svineproduktion.
Frihedslund er en tidssvarende grisefarm med 430 hektar jord og 7000 kvadratmeter svinestald bygget i 2005 efter de nyeste standarder, der tilgodeser både dyr og medarbejdere. Samtidig er det en læregård med mindst fem elever ad gangen. Farmen ejes af Jarlfonden.
Klimastalde for dyr og mennesker
Arbejdsmiljø og dyrevelfærd går hånd i hånd på Frihedslund. Gården har for eksempel investeret i køleslanger, der ligger under gødningskanalerne i staldene. At afkøle gyllen nedsætter nemlig ammoniakfordampningen i staldene. Det giver et bedre miljø for både dyr og ansatte. Desuden skåner det miljøet, når ammoniakken ikke fordamper op i atmosfæren.
Showroom og videndeling
Med fokus på nytænkning og videndeling har Frihedslund bygget et showroom, som bruges ved konferencer og rundvisninger. Fra showroomet er der fra store panoramavinduer udsigt over staldene, så gårdens omdrejningspunkt, grisene, hele tiden er i fokus.
Ønsket om at fremme teknologierne inden for svineproduktion har fået Frihedslund til at arbejde sammen med projektpartnerne i StaldTek. Foruden et indblik i grisefarmes udfordringer i hverdagen kunne StaldTek-partnerne vende nye ideer med driftsleder Dennis Gormsen.
Vand i udvikling
En grisefarm bruger i dag store mængder vand til rengøring. Frihedslunden er ingen undtagelse. Det store vandforbrug er både dyrt og uholdbart i længden. Derfor henter Frihedslund sit vand fra markerne. En løsning, der skåner både økonomi og miljø.
Men i fremtiden ønsker Frihedslund en bedre løsning på vandproblemet. Manglen på vand kan blive et problem i fremtiden, og farmen ønsker at være på forkant med problemerne. Derfor blev mulige løsninger om vandet taget op på StaldTeks besøg.
Det blev blandt andet diskuteret, om StaldTek kunne komme med løsninger til rensning af spildevand. En teknik, der vil gøre Frihedslund i stand til at imødegå den forventede mangel på vand, gården får i fremtiden.
Forener miljø og økonomi
Der findes i dag robotter, som kan udføre dele af rengøringen i svinestalde. Det er dog ikke en løsning, Frihedslund benytter endnu. Robotter bruger nemlig væsentligt mere vand til rengøringen end mennesker, fordi de ikke kan se, hvornår et område er rent. Men Frihedslund har et stærkt ønske om udvikling inden for robotteknologien, særligt ud fra et økonomisk synspunkt.
Mandetimer er en af de mest løntunge poster i budgettet. Så det vil være rigtig godt for økonomien, hvis robotterne kan overtage nogle af rengøringsopgaverne, uden at det går ud over miljøet.
Læs mere om Frihedslund her
