I april holdt StaldTek statusmøde hos Danish Farm Design i Odense. Partnerne fremlagde seneste nyt om deres arbejde med at udvikle fremtidens grisestalde, og endnu en partner blev budt velkommen.
Der er gået to måneder, siden parterne i projekt StaldTek senest mødtes for at finde frem til de bedste bud på fremtidens grisestalde.
Ved mødet i april præsenterede partnerne, hvad de har arbejdet med hen over foråret. De har blandt andet været på rengøringsresearch hos en fynsk grisefarmer, fået en aftale i stand om testning af en mobil robot i en stald på Svenstrup Gods, fået færdigbygget en model til at bestemme gasudslip fra gylle samt udtænkt et spændende koncept om flytbare staldvægge.
Samtidig er StaldTek vokset med endnu en partner, som er TNM A/S, der beskæftiger sig med IT-installationer, IT-sikkerhed og softwareudvikling til landbrug. TNM indgår i arbejdet omkring ”overvågning” og har primært fokus på vision og kommunikation.
Partnerne i StaldTek har sammen tidligere defineret fem arbejdspakker med fokusområderne rengøring, nedsættelse af emissioner, planlægning af produktion, indretning og overvågning.
De er med i projekt StaldTek:
Teknologisk Institut- Center for Robotteknologi (Projektleder), RoboCluster, AP Company, Danish Farm Design A/S, EGATEC A/S, Infarm, Novotek Planning Systems A/S, Samson Agro A/S, TNM A/S, Videncenter for Svineproduktion samt forskningsinstitutionerne Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet.
